Direktørens tre tips til et vildt forår

Vild Med Viljes direktør Christina Kaaber-Bühler giver her tre tips til biodiversitetsfremmende tiltag, som er gode at gøre netop nu.

Boliger til vilde bier -17 % bygger rede i plantestængler og grene

“Lige nu flyver humlebidronningerne og leder efter egnede redesteder. De er ikke kræsne, så vilde haver tilbyder ofter de hulrum de søger, eksempelvis musehuller eller gamle brændestabler.

Men det er ikke dem jeg har haft særlig fokus på. Med derimod de ca. 17 % af Danmarks vilde bier der laver deres reder i plantestængler, grene og træer.

Derfor sørger jeg for at lægge de afklippede grene af brombær og stauder og vilde urter som såsom syre, perikon, tagrør, stokrose mv i bunker på solfyldte pletter. Og hvis jeg er heldig bliver de i løbet af de kommende måneder indtaget af flittige solitære bier, der lægger æg i stænglen.

Så kan jeg få fornøjelsen af at se hvordan bien flyver frem og tilbage til reden for at indsamle pollen og nektar til den madpakke hun lægger ved hvert æg – Vel vidende at dette store arbejde fører de små larver hele vejen frem til næste sæson, hvor det hele starter forfra. Derfor skal man også huske at lade grenmaterialet ligge og ikke rydde det op senere på sæsonen. “

Flyt vilde planter på ‘afveje’

“Her om foråret, er det let at se de små rosetplanter, der er selvsået eller spredt via udløbere. De myldrer op i bede op i græsplænen!

Og lige netop nu, hvor vækstsæsonen skal i gang, kan du med fordel flytte de planterne. Jeg har eksempelvis områder af haven, der er sat af til bålsted og fodbold/badminton, og der bliver græsset slået. Fra disse områder graver jeg planter som prikbladet perikon, alm. blåhat, lægeoksetunge (lidt svær med pælerod) og forskellige vejbred op, og flytter til steder hvor de passer bedre.

Bare husk at grav godt ned så du får så meget af rødderne med som muligt.”

Spis din skvalderkål

“Skvalderkål!… Ja alle os, der bøvler med skvalderkål, ved at den spreder sig og udkonkurrerer meget andet. Og selvom skvalderkål er en fin nektarplante, så bliver den altså bekæmpet eller i det mindste reduceret i mine haver.

Og nej, desværre kender jeg ingen let løsning. Det er kun at luge i bund. Jeg tænker det lidt som den forstyrrelse et vildsvin kunne lave når den roder i jorden efter føde.

Skvalderkålen er til gengæld mega lækker spise lige nu. Prøv den i tærter, salater, supper, sammenkogte retter, til dine røræg, som chips eller som en lækker pesto.”