Debatindlæg: Vi behøver ikke vælge mellem stor og lille natur – der er værdi i begge dele

Når man står ved et område med såkaldt “parkeringspladsnatur” har man et valg. Man kan enten vælge at ærgre sig over, at det alligevel ikke gør en forskel. Eller man kan vælge at glæde sig over, at der er blevet plads til mere liv, hvor der før blot var græs. 

Af Philip Hahn-Petersen, formand i Vild Med Vilje 

I et indlæg i Ecotech tager Amalie Konggaard fra Tænketanken Frej Vild Med Vilje op som et udtryk for danskernes romantiske forhold til naturen, og advarer mod at tro, at vilde haver og parkeringspladser modvirker biodiversitetskrisen. Det er en fin anledning til at dele et par tanker om, hvordan vi arbejder med biodiversitet i Foreningen Vild Med Vilje. 

For det første er vi helt enige med skribenten i, at der skal ske systemiske forandringer i måden vi mennesker påvirker Jordens økosystemer på, hvis vi som verdenssamfund skal standse tabet af biodiversitet. Også i Danmark bliver vi nødt til at ændre den måde vi anvender areal og naturressourcer på både til lands og til vands radikalt. Ingen må foranlediges til at tro, at pletter af vild bynatur er tilstrækkeligt. 

I Danmark er der særligt behov for, at beskytte og genoprette store sammenhængende naturområder, med udgangspunkt i de lokaliteter, hvor de truede arter endnu har deres levesteder. 

Vild Med Vilje har sammen med en række andre organisationer kæmpet for at få vedtaget en biodiversitetslov med krav om 30% beskyttet natur herunder 10% strengt beskyttet natur. Vi har skubbet på for at få arbejdet med at etablere Naturnationalparkerne sat i gang. Vi har ført kampagne for genoprettelsen af en vild Gudenå, og vi informerer om behovet for stor natur med store dyr ved enhver given lejlighed. 

Giver begrebet “vild med vilje” billeder af natur i mindre skala i bebyggede områder, er det dog meget forståeligt. Vild Med Viljes gennemslagskraft stammer i høj grad fra, at rigtig mange haveejere har taget begrebet til sig. Det er glædeligt. 

Mange bække små… 
I haveregi foregår forvildningen ikke overraskende i lille skala, og under nogle kontrollerede rammer, da en parcelhusgrund også skal rumme meget andet end vild natur – beboelse, garage, terrasse og tørrestativer osv. Men trods disse klare begrænsninger, bør vi måske ikke dømme de vilde haver helt ude i forhold til deres konkrete effekt på Danmarks biodiversitet. 

Der er næppe nogen, der har det fulde overblik over hvor mange mennesker der i større eller mindre grad har taget vild med vilje-konceptet til sig i dag. Men tager vi f.eks udgangspunkt i Vild Med Viljes facebookgruppe på knap 50.000 medlemmer, og antager at de i snit bidrager med ca 700 m2, arealet af en gennemsnitlig parcelhusgrund fratrukket

bebyggelse, så repræsenterer de tilsammen et areal på ca 3500 ha. Den største af de kommende naturnationalparker bliver til sammenligning ca 5000 ha. 

Hvis vi så ser på potentialet for endnu flere små vilde områder, så er der ca. 1,4 mio parcelhuse i Danmark vi kan antage har et gennemsnitligt haveareal på 700 m2. Det giver 98.000 ha. Et skøn lyder, at der desuden findes 20.000 ha industrigræsplæner i Danmark. Læg dertil uddannelsesinstitutioner, regnvandsbassiner, vejrabatter og parker. Det kan alligevel blive til en hel del “frimærkenatur. 

“Men hvad gør det, når det alligevel ikke nytter noget for de rødlistede arter?” 

Vi fornemmer ikke, at nogen gør sig illusioner om, at de er ved at redde sjældne arter fra at uddø, når de lader de vilde planter blomstre i haven. Det er snarere glæden ved at se naturen udfolde sig helt tæt på, der motiverer folk til at blive vilde med vilje. 

Det er ofte den nære, lavpraktiske og pragmatiske tilgang, der præger de vilde haveejere og driftsfolkene ude i virksomhederne og kommunerne. Med relativt få greb kan man skabe fødegrundlag og levesteder for mange flere arter af planter, dyr og svampe. Det er selvfølgelig ikke de mest truede arter, der får gavn af dette, men man kan f.eks. skabe bedre kår for mange af de blomstersøgende insekter, der generelt er gået markant tilbage i det danske landskab de sidste 100 år. Vi snakker de almindelige arter af dagsommerfuglene, enlige bier og de store biller. Det er så livsbekræftende, hver gang man opdager, at en ny art har indfundet sig i haven, fordi man har skabt variation og givet plads til vilde blomster. Og når vi er mange nok, der gør sådan, så batter det også for biodiversiteten i Danmark. 

Et nyt syn på naturen 
Den største effekt ved Vild Med Vilje tiltag er formentlig indirekte i form af den begejstring for mangfoldigheden, som vilde haveejere oplever. Vores håb er, at det bidrager til den demokratiske opbakning til vildere natur i stor skala og effektiv lovgivning på naturområdet. 

Foruden den umiddelbare glæde og naturforståelse man kan opnå ved at give plads til mere vild natur, hvor man bor og arbejder, så handler Vild Med Vilje også om at ændre vores syn på naturen, og den måde, vi anvender og udnytter vores areal på, hvilket Amalie Konggaard selv fremhæver. Det er nødvendigt, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at stoppe tabet af biodiversitet. 

Vi oplever en tiltagende polarisering, når det gælder natur og arealanvendelse. Danmarks areal er en begrænset ressource, og kampen om arealudnyttelsen skærpes i disse år. At tale om en kollektiv dansk indstilling til naturen virker urimeligt generaliserende. Der er næppe det store overlap mellem det grønne segment og dem, der ønsker ulven udryddet. Snarere er det her, vandene skilles. Det er netop i brudfladen mellem det “gamle” syn på natur og biodiversitet, og det “nye”, at Vild Med Vilje kan agere brobygger. 

At gøre arealet rundt om lagerhaller eller kontorbygninger vildere fritager ikke virksomheder fra at forholde sig til produktionens påvirkning af biodiversiteten globalt. Men man kan gøre begge dele – og få hjælp til det af professionelle konsulenter – uden det behøver at være et udtryk for wild washing.

Som klimadebatten for 30 år siden 
Samfundet er kommet for sent i gang med at adressere biodiversitetskrisen, og derfor halter løsningerne og diskussionerne også efter. Det kan ofte føles som om debatten om biodiversitet er en gentagelse af klimadebatten for 20 år siden. Selvom vi er enige med meget af indholdet i Amalie Konggaards indlæg, så læses det alligevel som et ekko fra tidligere tider. Det er en triviel pointe, at vi skal af med kulkraftværkerne, og at det samtidig giver mening at skifte glødepærer og dieselbilerne ud med mere bæredygtige alternativer. De to ting er ikke hinandens modsætninger, så lad os da springe enten/eller diskussionen over i biodiversitetsdebatten. 

Når man står ved et område med såkaldt “parkeringspladsnatur” har man et valg. Man kan enten vælge at ærgre sig over, at det alligevel ikke gør en forskel i forhold til krisens omfang. Eller man kan vælge at glæde sig over, at der på dette sted er blevet plads til mere liv, hvor der før blot var græs. Man kan læse det ledsagende skilt, og tænke, at det bare er endnu en tom brandingøvelse. Eller man kan se det som blot et skilt, der gør opmærksom på intentionen for forbipasserende. 

Som Amalie selv nævner, kommer der måske en dag, hvor det ikke længere er nødvendigt med et Vild Med Vilje skilt. En dag hvor normen er vildheden. Det håber jeg. Der er vi dog ikke endnu. Der er stadig brug for Vild Med Vilje skiltet, og det vidner om, at arbejdet med at ændre den kultur, der styrer vores natur, langt fra er slut.