Artsbestemmelse Tåsinge Plads – Juni 2013

I løbet af foråret er der vokset en bred vifte af vilde plantearter frem på Tåsinge Plads, og så er det da dejligt at vide hvad planterne hedder. Netop for at blive lidt klogere på planterne, og komme på fornavn med naturen, blev der holdt artsbestemmelse på Tåsinge Plads, onsdag d. 12. juni.

Vi var en flok af lokale borgere og naturinteresserede der mødtes på en brandvarm eftermiddag, og kastede os frygtløse ud i opgaven, under kyndig ledelse af biologen Anders Michaelsen fra Biomedia. Der var god blanding af eksperter og borgere, fra nær og fjern. Nogle med jomfruelige forhold til planter, andre mere garvede.

Der blev gået til artsbestemmelsen med stor entusiasme, og mange spændende planter blev vurderet, diskuteret og endelig bestemt. Undervejs blev vi alle klogere på hvilke planter, der kan trives på en plet som denne, midt i byen, og hvilke forhold der betyder noget for vækst og trivsel. Det var meget tydeligt hvor stor forskel, der er på hvad der kan vokse i skyggen, hvad der vokse på de tørre steder, og hvilke arter der for alvor kan folde sig ud, selvom der er ivrige fødder der tramper omkring. Særligt Vej-Pileurten dominere Tåsinge Plads denne forsommer, i det den kan trives selv på meget forstyrrede steder.

Arts06

At livet pibler frem på Tåsinge Plads fremgår tydeligt, også når man ser på de gamle og halvrådne lindetræsstammer, som for nyligt blev anbragt på pladsen. Selv her er livskraften endnu i behold, og ivrige spirer stræber mod lyset. Det er inspirerende og dejligt at se, også selv om der næppe er de store chancer for, at stammen pludselig sætter rødder og begynder at vokse videre.

En deltager med iransk baggrund kom med mange gode inputs om brugen af vilde urter i det iranske køkken, og lærte selv en del om brugen af danske urter.

Artsbestemmelse er bestemt et seriøst stykke arbejde, der til tider kræver åndeløs koncentration, men der blev også tid til at hygge undervejs.

I løber af eftermiddagen blev der fundet 41 forskellige plantearter, og det er faktisk lidt mere end de 34 der blev fundet sidste år. Så vi fejrede den nye artsrekord på sejrsskamlen.
Opgørelsen over arterne, som kan ses her på siden, viser at 28 arter var de sammen, seks fra listen i 2012 blev ikke fundet i år, mens 13 nye kom til. Se artslisten her.

Blandt de nye arter der kom til er nogle, som vi har en stærk mistanke om er plantet på pladsen, det er nemlig nogle kulturplanter som solsikke, rabarber og koriander. Koriander kan dog godt findes vild i den danske natur, men vi formoder alligevel den er plantet fordi den står side om side med rabarber og solsikke.

I forhold til sidste år er planterne på pladsen præget af den mere intense brug, og de forskellige aktiviteter i foråret, samt den lange vinter. Vej-Pileurt og Gold Byg er de mest dominerende planter for tiden.

Der er derfor ikke så mange planter med blomster til, at forskønne denne herlige plet midt i byen, men Katosten var der dog, ligesom sidste år, til at trone flot over pladsen.

Det sene forår og øget brug af pladsen er også grunden til, at det høslæt der elleres var planlagt til, at finde sted inden Skt. Hans er blevet udskudt. Der var simpelthen ikke nok at slå. Men det vil der være til sensommer, og her bliver der også inviteret til høslæt for alle interesserede.

Skriv en kommentar