Indlæg

På safari i det høje græs

En lun sommerdag i juli er en god dag, til at gå på opdagelse på Epos’ nye, vilde arealer. Vi gik en tur i det høje græs med kamera og notesblok og mødte overraskende mange vilde dyr..
IMG_8531
Det er første sommer vi lader dele af vores store plæne vokse vildt her på efterskolen, så det var opmuntrende at se, at der allerede nu er meget liv herude! Imellem de 5-6 forskellige græsarter kan vi nu skimte hvidkløver, brunelle, bidende ranunkel, almindelig syre og mange andre fine blomsterplanter. Hvidkløveren myldrer med bier – vi ser både den almindelige honningbi og også flere slags vilde humlebier. Ranunklerne er fulde af svirrefluer og et par smukke guldsmede snurrer forbi. Her er også et væld af sommerfugle, især flagrer det omkring med nogle brunlige sommerfugle med en lille sort plet på vingen; et par opslag senere ved vi, at det er Græsrandøje, vores nye gæst hedder.
IMG_8530

Alt i alt ser vi på denne lille Safari ca. 25 forskellige planterter og 16 forskellige arter af insekter. Det bliver spændende at se, hvor mange andre der kommer til gennem tiden.

IMG_8567

Kan I spotte guldsmeden i det høje græs?

 

1. klasses hotel til batman

Flagermusekasse

På Epos er der flere flagermus, der holder til, og det er vi rigtig glade for. Derfor har vi netop bygget en ægte flagermuse-kasse, som skal sættes op i et højt træ. Kassen giver beskyttelse til de kuldskære flagermus om vinteren og et sted de kan gemme sig om dagen.

Vi er ikke helt sikre på hvilken art af flagermus det er, der bor her på efterskolen- måske Sydflagermus. De er i hvert fald ret store og imponerende, når de suser rundt over plænen ved skumringstid. På Als finder man 6-7 af de ca 14 arter af flagermus, som lever i Danmark – alt lige fra de store Sydflagermus til den lillebitte Dværgflagermus. Sydflagermusen er én af de arter, som er særligt afhængig af et menneskeskabt sted at holde til om dagen og om vinteren. Tyspisk holder Sydflagermusen til på lofter, i kirketårne eller gamle drænrør. Og her hos os, har de ny fået et 1. klasses hotel, de kan søge ly i 🙂