Meget TV- og mediebevågenhed for Vild Med Vilje

Denne sommer har Vild Med Vilje fået meget opmærksomhed fra både TV2 og DR. Der har været masser af positiv opmærksomhed omkring foreningen, vores partnere og det vi arbejder for og med. Den store eksponering har da også med det samme kunne aflæses i mere trafik på vores hjemmeside og flere mails og telefonopkald.

Tre insekter fik TV-tid i TV2 og TV2–Lorry

Vild Med Vilje-arealerne i Gladsaxe Kommune, fandt By- og Miljøforvaltningen tre insektarter der ikke tidligere er blevet registreret i kommunen. De tre insekter er grøn våbenflue Oxycera trilineata, en humleflue Villa hottentotta og snyltehveps-glassværmeren Bembecia ichneumoniformis. Se mere om det på kommunens hjemmeside eller på TV2-Lorry

P4 Østjylland

P4 Østjylland interviewede Vild Med Vilje i forbindelse med et større projekt i regionen, hvor der sættes fokus på biodiversitet.  Flere af regionens kommuner har gennemført forskellige aktiviteter, der skal øge biodiversiteten. Favrskov Kommune blev desværre ved et par lejligheder betegnet som en partnerkommune, hvilket ikke er tilfældet.

P4 Trekanten

Radiostationen P4 Trekanten arbejder på en række reportager om regionsaktiviteter, der skal fremme den lokale natur. P4 Trekanten undersøger, hvilke aktiviteter der udføres, resultaterne der af, og hvad de enkelte lodsejers bevæggrunde er.  I et af disse interviews med P4 fortalte vi om hvordan driften af de grønne arealer i Billund lufthavn var til gavn for den vilde natur hvilke endte med at blive en selvstændig reportage, der blev bragt på tværs af DR’s medier.

DR og DR-skole

Vild Med Vilje blev inviteret med i en arbejdsgruppe, der udvikler undervisningsmateriale til DR-skole. Gruppen består af DR-skole, Statens Naturhistoriske Museum, Friluftrådet og Naturstyrelsen. Undervisningsmaterialet skal bruges i forbindelse med DR’s store satsning om Danmarks natur i 2020. Forløbet er i tre faser (Levestedet, Den vilde logbog og hvordan man skaber mere natur på skolen) og rettet mod indskolingen og mellemtrinnet.

Nu håber vi bare, at der er en masse mennesker, der er blevet klogere og har fået interesse i at gøre en forskel, der hvor de bor, arbejder og leger.