Vi glæder os til at deltage i arbejdet for en løsning på spærringen af Gudenåen ved Tange

Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus har inviteret Vild Med Vilje med i en arbejdsgruppe, der skal prøve at finde en fælles varig løsning på, at Tangeværket og Tange Sø blokerer for, at fisk og smådyr kan bevæge sig frit i Gudenåsystemet. Arbejdsgruppen består desuden af repræsentanter fra Gudenå-kommunerne, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Foreningen til Bevarelse af Tange Sø

Det sker på baggrund af, at vi siden 2021 har formidlet visionen om en Vild Gudenå i samarbejde med Naturbeskyttelse. dk , og med opbakning fra Verdens Skove, Danmarks Vilde Natur, Dansk Botanisk Forening, Dansk Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening.

Sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund sendte vi onsdag d. 24/9 et brev til Jeppes Bruus med vores fælles bekymringer om, at arbejdsgruppens kommissorium alene nævnte, at en løsning skulle efterleve EUs Vandrammedirektiv, og ikke samtidig Habitatdirektivet og Fuglebeskyttelsesdirektivet.

Desuden var vi bekymrede for, at den habitatkonsekvensvurdering, der i øjeblikket er under udarbejdelse, heller ikke var nævnt som en del af arbejdsgruppens kommisorium. Habitatkonsekvensvurderingen er en længe ventet vurdering af Tangeværkets og Tange Søs påvirkning af miljøet og naturen, og den er efter mange års modstand og tovtrækkeri nu endelig i proces.

Heldigvis kan vi i dag konstatere, at Jeppe Bruus har lyttet til vores bekymringer og vil ændre kommissoriet, så det bliver en forudsætning for arbejdsgruppen, at de løsningsforslag vi foreslår lever op til alle EU-direktiver, og at habitatkonsekvensvurderingen indgår som en del af vidensgrundlaget for arbejdsgruppen.

Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet, som ifølge den nuværende plan skal være afsluttet inden årets udgang. Det betyder også, at den længe ventede habitatkonsekvensvurdering må være på trapperne, hvis den skal nå at være en del af arbejdet.

Det bliver Vild Med Viljes formand Philip Hahn-Petersen, der kommer til at repræsentere foreningen i arbejdsgruppen. Han siger:

“Det er ingen hemmelighed, at Vild Med Vilje vil arbejde benhårdt for at genoprette Gudenåens frie løb mellem Kongens Bro og Tange. Samtidig har vi også en forståelse for de bekymringer nogle af de lokale borgere ved Tange Sø har. Vi forstår, det er svært at give slip på det man kender og holder af, men vi ved også, hvor meget godt der er i vente, hvis vi som samfund tør slippe Gudenåen fri og genoprette hele ådalen til vild natur. En vild Gudenå vil være et monument over en ny tid, hvor mennesket giver plads tilbage til naturen og skaber rammerne for, at den igen kan udfolde sig frit. En gave til vores børn og fremtidige generationer, så de kan opleve en større og vildere natur i Danmark, end den vi kender i dag.”

Læs mere på Altinget

Og på vores vision vildgudenaa.dk

Vi drømmer om en #VildGudenå