Point for biodiversitet
KFI gik metodisk til værks, da de kontaktede Vild Med Vilje om et samarbejde om at give plads til mere natur omkring dagligvarebutikker, som fonden er udlejer til. Med hjælp fra Vild Med Vilje fik KFI udarbejdet et sæt retningslinjerfor anlæg og drift af vilde områder. Og de er nu blevet ført ud i livet flere steder i landet med hjælp fra flere Vild Med Viljes leverandører.
Natur på mindre arealer i bynære miljøer er ofte det muliges kunst. I byen er der kamp om pladsen, og indsatserne skal passes ind mellem – eller som et element – i mange andre funktioner, der ofte tager forrang for naturen. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke både kan og bør gå metodisk til værks i arbejdet for at øge biodiversiteten
Dette er KFI Erhvervsdrivende fond et eksempel på. Fonden rakte ud til Vild Med Vilje, da de ønskede at give naturen mere plads på en del af de ca 391.000 m2 udlejningsareal som fonden ejer og administrerer, hvor omkring 150 dagligvarebutikker har til huse.
“I KFI har vi et ønske om at skabe lidt vildere natur omkring vores ejendomme, så der bliver bedre plads til blomster, planter, bier, insekter og fugle. Derfor har vi i samarbejde med Vild med vilje undersøgt, om og hvordan vores arealer kan bidrage hertil. Gennem kompetent sparring med både Vild med vilje og deres leverandører har vi fundet frem til nogle gode løsninger, som nu er igangsat som pilotprojekter. Vi glæder os til at følge projekterne over tid.”, fortæller Louise Elver, Bæredygtighedschef i KFI
Retningslinjer for vilde områder.
Første skridt var, at Vild Med Vilje og KFI i fællesskab udarbejdede en skræddersyet principmanual for indsatserne, der tog udgangspunkt i de arealtyper, og de muligheder der lå på den type lokaliteter. Et element i principmanualen var udarbejdelse af et pointsystem til brug internt i KFI, der sætter en værdi på kvaliteten af forskellige tiltag.
Indsatserne var delt op i kategorier, f.eks. “Sten og terræn”, “skjul og ly”, “dødt ved og gamle træer” og “vand”. I kategorien “vand” giver et fuglebad 5 point, et baljevandhul giver 10 point, et vådområde giver 15 point og et naturtro vandhul giver 20 point. ‘
KFI havde en række kriterier til indsatserne, som relaterer til den funktion som arealerne har. Blandt andet var det væsentligt, at indsatserne ikke gjorde det mere attraktivt for bl.a. rotter at komme på besøg og slå sig ned. Det var også væsentligt for KFI, at der blev taget hensyn til æstetik og brug i både anlæg og daglig drift, da indgangene til butikkerne fortsat skulle tage sig indbydende og ordnede ud. Inden for de rammer var der stor villighed til at skabe nye og varierede naturelementer, og principperne er pt udrullet i praksis på flere lokaliteter i både Øst- og Vestdanmark.
KFI Erhvervsdrivende Fond stiller lejemål, finansielle ydelser og uddelinger til rådighed for selvstændige købmænd. KFI ejer og administrerer 162 ejendomme med ca. 391.000 m2 udlejningsareal og ca. 1100 lejemål. KFI er i alt udlejer til ca. 150 dagligvarebutikker, heraf godt 100 selvstændige købmænd.

KFIs principper for naturtiltag
- Arealerne tager udgangspunkt i eksisterende naturværdier
- Arealerne anlægges, så de ikke tiltrækker skadedyr
- Jord, som tilføres arealerne, indeholder ikke spagnum
- Arealerne sprøjtes & gødes ikke
- Planter & frø, som tilføres arealerne, er hjemmehørende
- Arealerne er attraktive
- Arealerne driftes ud fra en grundig driftsplan
- Arealerne anlægges med så mange elementer fra point-systemet som muligt
“Jeg har været imponeret over hvor ambitiøse KFI har villet være. Principplanen har været et rigtig godt værktøj. Den udstak et ret klart ambitionsniveau, og det var meget tydeligt hvad KFI ville. De har været åbne og haft lyst til at lære. Det er jo et pilotprojekt, så det er også spændende fordi det forhåbentlig vil kaste en masse af sig”, fortæller Marie Uth, ejer af virksomheden Naturlig Havedesign.
Hun har været rådgiver på to projekter i hhv. Aarhus og Kolding, og har ved projektet i Kolding hyret Naturhåndværkeren v/ Lorentz Dalsgaard ind til at føre projektet ud i livet. Desuden har Birk & Barfod leveret frø til udsåning. Alle er Vild Med Vilje-leverandører, og Marie Uth har sat stor pris på muligheden for at samarbejde med dem.
“På lokaliteten i Kolding fik jeg til opgave at finde en der kunne føre min rådgivning ud i livet. Og der var det rigtig fedt at kunne tage fat i Lorentz (Dalsgaard, ejer af Naturhåndværkeren, red), som også er en del af Vild med Vilje. Man føler, at man deler nogle fælles værdier og er tættere forbundet. Nu kender jeg Lorentz og ved hvad han står for.” fortæller Marie Uth.’
Nyt vandhul i Svogerslev
Jonatan Bengta har været rådgiver på to projekter i hhv. Svogerslev og Viby Sjælland. I Svogerslev er der blandt andet blevet etableret en knap 100m2 stor natursø, der foruden at gavne biodiversiteten også skal fungere som regnvandsbassin. Hele området er blevet gjort mere kuperet med brug af eksisterende tørv og jord. Dels skaber det diversitet, og så giver det ændrede terræn et mere spændende og levende landskab for øjet. Og det sidste er vigtigt for Jonatan Bengta:
“Projektets succes består også i at få lokalmiljøet engageret i det. Der ligger en spejderklub lige over for. Og det kunne være fedt, hvis de lokale spejdere kunne bruge vandmiljøet til at gå på opdagelse og finde noget spændende.”, fortæller han.
Ligesom Marie Uth har han haft stor gavn af Vild Med Vilje-netværket og det principprogram som sekretariatet og KFI havde udarbejdet:
“Det her samarbejde på tværs af Vild Med Vilje, KFI og andre leverandører har fungeret helt vildt godt. Jeg har fået hjælp af Thor (Anura Natur, red) til arbejdet med vandhuller og fået frø fra Birk & Barfod. Det har været et glanseksempel på, hvordan folk kan løfte sammen.”, fortæller Jonatan Bengta
Ca. 80% af arealet er udsået med hjemmehørende arter dels leveret af Birk & Barfod og dels sanket og dyrket af Jonatan Bengta og hans kolleger. Og han har allerede et klart billede af hvordan området vil komme til at udvikle sig:
“I 2025 kommer først en masse én-årige blomster som Kornblomst, Californisk valmue m.fl. Disse glider i baggrunden i 2026, hvor de to- og flerårige får bedre fat (Engsalvie, Slangehoved, Æselfoder, Verbascum m.fl.). Ikke to årstider vil være ens. Planterne frøspreder sig og indfinder sig naturligt der, hvor de helst vil være. Der vil også opstå større bare pletter, hvilket vil glæde jordbier.”, fortæller han Jonatan Bengta forventer at driften på sigt vil blive markant nemmere og billigere.
Projektdeltagere
KFI
Jonatan Bengta
Naturlig Havedesign
Naturhåndværkeren
Birk & Barfod
Anura Natur
Vild Med Vilje
Kontaktoplysninger
KFI Erhvervsdrivende fond
CVR 61232028
Gl. Lundtoftevej 7, 4. sal
2800 Kgs. Lyngby
Kontaktperson:
Louise Elver, Bæredygtighedschef i KFI
loe@kfi.dk