Håbløse hegn

Forleden tog vi den udsædvanlige beslutning at hegne Vild Med Vilje arealet på Tåsinge Plads. Grunden til dette brud med tankerne om, at vild natur og menneskelig aktiviteter ikke bør stå i modsætning til hinanden er, at vi i noget tid har bekymret os over, at græsset kun langsomt er begyndt at vokse grundet det sene forår, og at den smule der er kommet op, hurtigt bliver trådt ned af al den virak på Tåsinge Plads.

Derfor besluttede vi os for, at et indgreb var nødvendigt, og lavede en snu plan for, at hegne det hele ind. Heldigvis går det ikke altid som man planlægger.

Først tog Philip fat på at etablere et diskret hegn i 15 cm højde, med en flot lyserød murersnor. Hegnet var dog utilsigtet multifunktionelt. Det virkede også som snubletråd, og problemet var at den virkede alt for godt.

11.05.13_Hegn

Hegnet blev efter ganske kort tid pillet ned, formentligt af utilfredse hundeejere, som ikke brød som om, at få deres små hunde viklet ind som små rullepølser. Efter lidt betænkningstid og grundig dialog med Lone, hundeejernes selvbestaltede sikkerhedsreprænsentant, var Habitats klar med en ny og endnu bedre plan.

11.05.13_Studerene

Med meterlange hegnspæle og tommetyk rød/hvid afspærringsbånd blev hele arealet hegnet massivt ind. Midt i dygtige landskabsarkitektstuderenes slid for at lave bevægelsesmøbler på Tåsinge Plads. Det var ikke særlig pænt, ikke særligt populært og samtidig virkede det over hovedet ikke. Philip nåede ikke engang at få fumlet færdigt med kameraet før et vindstød havde lagt hele herligheden ned. Wasas jomfrurejse var et triumftog i forhold til.

Efter det har vi besluttet at droppe alle planer om et hegn, og lader nu tingene på Tåsinge Plads gå deres gang. Gro hvad der vil gro, og vi vil nu lade det være lige så vildt med vilje som det kan blive af sig selv.

En gang i mellem får vi også mulighed for at løfte blikket lidt fra græsset, og nyde de flotte træer på Tåsinge Plads. Og minsandten om der ikke, som man kan lige netop kan se på billedet, midt i elmetræet, er en ringduerede.

11.05.13_Ringdue

Elmetræet er desuden skønt fordi det netop i disse majdage står med en overflod af manna, som kan spises og har en vidunderlig frisk nøddesmag. For at spise af træet skal man måske nok være lidt Vild Med Vilje, men det er vi skam også.

Skriv en kommentar