60 forskellige arter på 120 m2

Tirsdag d. 9. August var en stor dag. Det var nemlig dagen hvor vi lavede artsoptælling af Vild Med Vilje Uni og fik bevist hvor meget liv der kan være plads til i en græsplæne, hvis man lader den være vild med vilje.

Biolog Anne-Marie C. Bürger fra Biomedia var så hjælpsom, at hun stillede sin botaniske ekspertise til rådighed for os. Det er vi meget taknemmelig for, for ellers havde vi formentlig siddet der ude endnu med bøgerne i hånden og grublet over hvordan i al verden man ser forskel på Raps og Ager-Sennep.

Da vi gik i gang tog Anne-Marie lige et hurtigt blik henover arealet og sagde, “det ser da godt ud, vi kan forvente at finde i hvertfald 20-25 forskellige arter her”. Men så snart vi kom ned på knæ og kiggede nærmere på planterne viste det sig hurtigt, at den lille græsplæne sprudlede endnu mere af liv end Anne-Marie først havde skønnet sig frem til.

Særligt midt på området var der en stor variation af plantearter i forhold til det resterende areal. Det var som om vi havde taget en lille tur på landet da vi sad og bestemte arter her. Vi fandt både raps og byg, samt en række ruderatarter som de fleste landmænd nok vil betegne som ukrudt af værste kaliber (se f.eks. billedet af Ager-Tidslen nedenfor). Det skulle senere vise sig at der var en forklaring på dette mysterium.

Ager-Tidsel

Vi var så heldige at få besøg af 3 datalogistuderende i medens vi talte op. Det var Jens, Irfan og Ahmed der præsenterede sig som trofaste Vild Med Vilje followers. De har deres daglig gang på instituttet og kan derfor se hvordan arealet udvikler sig. Vi havde en god snak med dem og det var da dejligt at opleve noget interesse for projektet.

Ifan hjalp os med at opklare mysteriet om planterne fra agerlandskabet. Han kunne fortælle, at der for over et år siden havde været en stor kran inde på området. Kranen lavede nogle dybe hjulspor i græsplænen og sidst på foråret var der så blevet lagt noget nyt jord på og sået noget græs. Det tyder altså på at den nye jord må være blevet hentet på landet, for den har tydeligvis indeholdt en god portion frø fra de forskellige agerplanter vi nu kunne tælle op, der varierede så meget fra hvad vi ellers fandt på arealet.

Da vi endelig havde været hele arealet rundt, havde vi en liste på hele 60 forskellige arter. Vi synes det var en stor succes med så stor en mangfoldighed på kun 120m2, der kun har stået vildt i halvanden måned, og som med jævnlige besøg af plæneklipperen ellers ikke ville bestå af meget andet end rajgræs og rapgræs.

Nedenfor ses en Kløvplade, en af de overraskende arter vi fandt på stedet, som bestemt ikke er almindelig midt i byen.

Kløvplade

Vi har lavet et galleri med billeder af samtlige arter her på siden og hvis du virkelig er Vild Med Vilje nørd, så kan du downloade en komplet artsliste på tekst via dette link.

Tusind tak til Anne-Marie. Det var en stor hjælp for projektet at have dig med og det var super lærerigt og sjovt at lave artsbestemmelse sammen med dig!

 

 

En god og en dårlig nyhed!

Jeg kan i dag melde en god og en dårlig nyhed, og lad os bare tage den dårlige først. Amorparken er blevet klippet så tæt som var det en green på en golf bane og vores skilt står tilbage midt i det hele og ligner flaget på greenen. Det betyder også at de fine rølikker jeg beskrev sidst nu er pist væk.

Jeg tog kontakt til parkchef Henriette Vonsbæk fra Center for Park og Natur og hun sagde at der højst sandsyneligt var sket en misforståelse på grund af at hendes daglige opgavekoordinator har været på ferie og at der har været vikarer på arbejde til at stå for græsslåningen. Informationen om vores projekt er altså gået tabt i ferieræset. Surt show, men vi må bare ranke ryggen og se på hvad vi kan lære af den erfaring.

Vi kan lære at vi skal være bedre til at kommunikere direkte med gartnerne og skabe større kendskab til vores projekt i blandt kommunens medarbejdere. Det gælder ikke bare om at informere om projektet, men også kommunikere det på en måde så det bliver spændende at være en del af.

Nedenfor ses den tætklippede plæne med vores Vild Med Vilje skilt. Jeg tænker københavnerne nok undre sig lidt når de læser teksten på skiltet.

Den gode nyhed er at det går rigtig rigtig godt i Universitetsparken. Det er simpelthen så frodigt, bare på den sidste uge er der sket en masse. Og der er nu ved at være så meget vækst at vi kan begynde at tænke over hvor der kan laves en lille sti igennem området. Det glæder vi os til.

Se bare her hvor fint der er blevet efter kun en måned:

Nedenfor ses en maskine der volder mig lidt bekymring. Den kunne godt ske at skulle køres igennem Vild Med Vilje området og det vil jo nok knække mange fine planter. Jeg håber ikke den skal der ind!

Vi fejre den våde sommer

Nu er vi endelig klar med en Vild Med Vilje status efter de første 3 uger. Lise har været ude at tage nogle billeder af de to lokaliteter og det ser rigtig fint ud. Vi frygtede inden ferien at det ville blive meget tørt så væksten ville gå i stå, men heldigvis har der jo været godt med nedbør og det har planterne i modsætning til de sommerhungrende københavnere været glade for.

Særligt ved Universitetsparken vokser plænen kraftigt, se her:

Også i Amorparken er der meget grønnere end da vi satte skilte og markering op for 3 uger siden. Regnen har givet planterne gode betingelser, men desværre er vores hvide afmærkning fuldstændigt vasket væk, så vi må ud at kridte op igen i næste uge, når vi er tilbage i København.

Jordbunden i Amorparken er dog generelt meget tørrere end i Universitetsparken og den forholdsvis tørre jord giver fine vækstbetingelser for almindelig røllike, se bare billedet her:

Vi glæder os meget til at lave en fuld artsliste over planterne på de lokaliteter d. 9/8.

 

Out of office – Get Wild og Kenya kalder

Vi overlader nu de to områder til naturens kræfter alene det meste af juli måned. Rasmus tager nemlig til Kenya og arbejder for  Mellemfolkeligt Samvirke. Hans opgave er at hjælpe med at starte en højskole dernede.

Philip er for 3. år i træk på vej til Vållådalen i Sverige på vision quest for at blive endnu mere vild med vilje. Læs om Get Wild her.

Vi vender stærkt tilbage sidst på måneden. God Sommer!

Skiltene bliver banket i jorden

Torsdag fik sat skilte op. Det var mægtig udfordrende at få dem banket ordenlig fast i jorden, så de er rimeligt sikret mod vandaler. Vi håber dog at skiltenes smukke ydre kan holde selv de hårdeste vandaler på afstand ved at gøre dem bløde i knæene. Vi har nemlig fået graveret skiltene  i smukt Rubiniatræ og fæstnet dem i jorden med 150 lange lærketræsstolper. Ud over at være utroligt smukt er Rubinia og lærk er rigtig godt at bruge til udendørsbrug fordi der findes naturlige olier i træet der forsinker råd og svamp, det behøver derfor heller ikke lakeres.

Vild Med Vilje Uni

I onsdags blev vi første gang præsenteret for vores lokalitet nummer to i Universitetsparken. Det var gartnerformand Kim Amonsen der udpegede et rigtig godt areal til projektet. Det var en stor fornøjelse at mødes med Kim og vi glæder os meget til det videre samarbejde med Gartner Service Nord. Kim muntrede sig over at vi vil lave vild natur i universitetsparken, han sagde spøende, at han da håber vi kan tiltrække nogle vilde sabeltigere til vores nye habitat, der kan spise parkens hunde, så han slipper af med hundelorte på parkens arealer.

Nedenfor kan du se det område vi har fået tildelt

Og her ses Philip studere artsvariationen af planter i plænen. Botaniske kundskaber er sandelig ikke lette at oparbejde, så vi ser meget frem til at mødes med biolog Anne-Marie C. Bürger fra Biomedia i starten af august og få lavet en ordenlig artsliste over områderne

 

 

 

 

 

 

Banen kridtes op

I onsdags fik vi i bogstaveligste forstand kridtet banen op i Amorparken. Vi lånte en optegningsmaskine af hjælpsom herre ved navn Søren. Maskinen var af den type man normalt bruger til at kridte fodboldbaner op med. Nedenfor ses vores plantegning over parken.

 

Her er Rasmus ved at tegne den første meter i mens Philip ser kontrollerende og nervøst til i baggrunden.

 

Her er så det endelige resultat. Nu er vi bare spændt på hvor længe det holder. Kridtet skulle jo helst blive liggende indtil græsset når op i en højde så gartneren ikke længere behøver streger at navigere plæneklipperen efter.

 

 

Vild Med Vilje skydes i gang

Hurra, så er Vild Med Vilje skudt i gang!

Vild Med Vilje er et eksperiment i hvordan en mindre intensiv pleje kan gøre vores bynatur mere sanselig, og give plads til flere forskellige planter og dyr i byen. Her ophøjes ukrudt til gavnlige urter, og kryb og kravl til spændende nyttedyr. Fra i dags dato får to offentligt tilgængelige græsplæner i København lov til at vokse sig vilde med vilje:

Vild Med Vilje Uni” er en græsplæne i Universitetsparken, som hører under Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet. Plænen bliver normalt ikke brugt af mange mennesker, da den ligger mellem nogle stier og et højbed. Jorden er nogle steder meget hård og sammenpresset andre steder løsere og fugtigere. Noget af plænen har lige fået tilført ekstra jord i år og nye græsfrø. Der er allerede en ret stor variation af arter i plænen og det bliver spændende at se hvad der kommer til at spirre frem af arter og hvad der den variende jordbund kommer til at betyde for væksten.

Vild Med Vilje Amor” er et afmærket område i Amorparken, lige ved Rigshospitalet og Nørre Alle. Det ligger lige ved siden af en dejlig gynge som er meget benyttet. Stierne omkring har en stor trafik af både cyklister og fodgængere der skal til og fra arbejde. Jorden er meget hård og det bliver en udfordring for plantevækstenet og det bliver spændende at se om der trods de hårde ods alligevel kommer en variation af arter på stedet i løbet af de næste 3 måneder.

De næste 3 måneder vil plænerne i kontrast til deres omgivelser hverken blive slået eller luet. I er meget velkomne til at kigge forbi de to steder, hvor Vild Med Vilje folder sig ud. Her vil I langsomt men sikkert kunne se kontrasten mellem de vilde områder, og de omkringliggende tætklippede græsplæner. Hvor mange forskellige planter kan du få øje på? Og kan du se forskellen i forhold til de klippede plæner ved siden af?

Efter at de områderne nu er blevet afmærket, skiltene sat op og hjemmesiden er kommet i luften, vil vi lade naturen få frit spil. Det eneste vi gør i juli måned er faktisk at fotodokumentere hvordan områderne vokser. Når bevoksningen så har fået lidt højde omkring 1. august klipper vi en sti igennem området i Universitetsparken. Vi kan også afsløre at vi offentliggøre vores første artsliste over planterne der findes på de to lokaliteter d. 10 august og det glæder vi os meget til.

Når vi går ind i September inviterer vi desuden lokale og andre interesserede til et debatarrangement om natursyn og fremtidens bynatur. Der vil selvfølgelig være mere om det på bloggen når datoen er fastlagt.

Hermed er projektet Vild Med Vilje altså skudt i gang. Må det blomstre og folde sig ud i mange nye retninger, og må det give liv til mange planter og insekter, og til byen i det hele taget.

Stay tuned og ha en forrygende vild sommer!

På vegne af Vild Med Vilje – Philip, Rasmus og Johanne.